Cornelia Munch Moesgaard

Fra popstjernefantasier til journalistdrømme

​

​

 

Da jeg var lille, troede jeg, at jeg skulle være popstjerne. Det var jeg egentlig ret sikker på, indtil jeg halvvejs i min musikuddannelse, på det svenske musikgymnasium Rytmus, begyndte at flirte med idéen om at blive skuespiller. Jeg gik til optagelsesprøver på Scenekunstskolen og begyndte til teaterundervisning. Men jeg forelskede mig i researchfasen; opgaven der lå i at forstå karakteren. At tale med og læse om menneskers oplevelser, at lære af det, forstå det, videreformidle det. Og lige præcis dét, har jeg altid gjort: Interesseret mig ustyrligt meget for mennesker, deres historier, deres tanker, oplevelser og følelser. Nuancerne gør mig nysgerrig, den lille pause i sproget, eller knækket i stemmen, som får mig på store tanker om de små detaljer. Som journalist interesserer man sig naturligvis for det overordnede, verdenen og samfundet. Det er givet. Men eftersom alt dette er skabt af os mennesker, og alle de små interaktioner og forskelligheder vi byder på, så er det for mig allermest spændende at dykke ned i menneskers historier, fortællinger, almindeligheder og særheder. Vores historier gør os så meget klogere på verden og på hinanden. Engang formidlede jeg bedst fra scenen, med min stemme, i dag formidler jeg gennem sproget, stemmeføringen, billedet og vinklingen, som sammen fremkalder historien.

​

Trods jeg er i marken som journalist og ikke privatperson, har jeg det med at komme meget tæt på mine erfaringskilder. I en grad hvor de nogle gange har delt meget personlige ting, som har givet historien et uventet twist. Det ser jeg som en kæmpe tillidserklæring, og det har jeg taget med som en af mine styrker. Jeg er altså den, I skal sende i marken, hvis I vil have et vedkommende interview med en kilde, som har følt sig tryg nok til at dele sine inderste hemmeligheder med mig. Jeg har med tiden lært at balancere det, men jeg har kilder, der stadig skriver til mig med både “søde” og hjerte-/kysse-emojis. Hvilken velsignelse at være en, folk føler sig tryg ved. Casting, kildekontakt og interviewteknik er mine helt store forcer, og det er de dele af den journalistiske proces, jeg holder mest af. 

​

Sammen med fascinationen af det poppede, har jeg altid været storforbruger af meget forskellig journalistik. Journalistik kommer som bekendt i mange former, og selvom jeg ofte sad alene i min mors køkken, når jeg kom hjem fra skole og lyttede til mere seriøse formater som 'P1 Debat' eller så 'Vi ses hos Clement', så er de her to, nu gamle, YouTube-klip noget af det første, jeg med lige dele tilfredsstillelse og fascination faldt pladask for.

​

​

​

​

 

 

 

 

 

 

​

​

​

​

​​

 

 

 

 

 

 

 

​

​

​